-
Michael Rasmussen er Danmarks nye bankkonge – det har han drømt om længe
Source: BDK Finans / 10 Dec 2024 08:43:43 America/Chicago
Topchefen i Nykredit må tælle timerne og minutterne, indtil dagen er gået. I hvert fald er historien om Nykredits seneste markante opkøb for 15 år siden stadig et stort stykke ironisk bankhistorie. Det var, da Nykredit 15. september 2008 annoncerede sit køb af Forstædernes Bank for 1,8 milliarder kroner. Det forbliver verdenshistoriens mest elendige timing. Da dagen var slut var Lehman Brothers gået konkurs og den globale finanskrise, som kom til at sende hele det danske banksystem ud i tovene og som udløste seks bankpakker for at redde det finansielle system i de efterfølgende måneder og år, bevægede sig ind i sin farligste og mest dramatiske fase. Dengang hed Nykredits topchef Peter Engberg Jensen. I dag hedder han Michael Rasmussen. I 2008 betalte Nykredit en overkurs på 79,5 procent for at få fingrene i Forstædernes Bank. 12. december 2024 betaler Nykredit 49 procent i overkurs og smider op mod 20 milliarder kroner på bordet for at få fingre i Danmarks sjettestørste bank, nordjyske Spar Nord. Selvom man har en egenkapital på 102 milliarder kroner, så er 20 milliarder stadig en håndfuld. Det er lidt en magtdemonstration, at Nykredit betaler kontant for at overtage Spar Nord og dens 60 filialer, godt 1600 ansatte og 395.000 kunder. Det er let at erkende, at der er tale om et af de største opkøb i finanssektoren i mange år. Da Jyske Bank købte BRFkredit i 2014 var prisen 7,5 milliarder kroner. Ved den lejlighed stemplede Jyske Bank med det forholdsvis billige opkøb markant ind i kampen om realkreditkunderne ved ligesom Danske Bank og Nordea at få sit eget realkreditinstitut som en platform for at udfordre giganten i dansk realkredit, som dengang var og stadig er Nykredit og Totalkredit i forening. Det var også Jyske Bank som for en pris på cirka 3 milliarder kroner løb med Handelsbanken med det ledsagende udlån på 66 milliarder kroner, da den svenske storbank i 2022 forlod Danmark. Man kan også sammenligne med Nykredits eget strategiske opkøb af Totalkredit for 7,15 milliarder kroner i juni 2003, hvor Nykredit med ét slag blev Danmarks største realkreditinstitut ved at få adgang til at sælge realkreditlån til 37 lokalbanker – i dag 41 mindre banker – i et forpligtende samarbejde, som stadig er kernen i Totalkredits og dermed Nykredits forretningsmodel. Der er tre grunde til, at man skal se lidt ud over bare opkøbets størrelse, når man vurderer Nykredits markante opkøb. Den første handler om Nykredits topchef Michael Rasmussen Størrelse betyder noget. Nykredit og Michael Rasmussen var naturligvis en markant magtfaktor i det danske finansielle system i kraft af at være en suveræn nummer ét, når det gælder størrelsen af realkreditforretningen. Når det gælder bankhåndværket, var Michael Rasmussen imidlertid en noget mindre dominerende figur indtil opkøbet af Spar Nord. Her kunne Lars Stensgård Mørch fra Jyske Bank eller Mark Luscombe fra Sydbank – ind til i dag – med god ret sige, at Michael Rasmussen ikke var en større høne i hønsegården end dem. Man kan især ikke undgå at hæfte sig ved hanekampen mellem Jyske Bank og Nykredit. Michael Rasmussen vinder den seneste af disse hanekampe. Michael Rasmussen er allerede i dag formand for Finans Danmark, og nu meget klarere på en platform, hvor han både er realkreditkonge og bankkonge, selvom han naturligvis har lang vej til at udfordre Nordeas Frank Vang-Jensen og Danske Banks Carsten Egeriis med sin markedsandel på 13 procent af bankmarkedet. Den anden handler om Nykredits afgørende strategiske udfordring Der ligger den samme logik i Michael Rasmussens opkøb af Spar Nord som hans forgængers katastrofalt timede opkøb af Forstædernes Bank i 2008. Det hele handler om distribution. Siden Danske Bank i 2001 købte Realkredit Danmark ideen om banker som finansielle supermarkeder været den bærende forretningsmodel i finanssektoren herhjemme. Man har sit realkreditlån i den bank, hvor man er kunde, hvilket vil sige, at Danske Banks kunder finansierer deres realkreditlån i Realkredit Danmark, Nordeas kunder i Nordea Kredit, Jyske Banks kunder i Jyske Bank Realkredit og lokalbankerne i Totalkredit-samarbejdet. Nykredits grundlæggende problem har altid været, at de aldrig har ejet deres eget distributionsnet, og det distributionsnet, de så selv ejede, var temmelig beskedent. Da Jyske Bank købte BRF Kredit droppede de tilmed ud af Totalkredit-samarbejdet og blev en konkurrent. Det er godt et par måneder siden, at Nykredit i en afgørelse, som Konkurrencerådet har godkendt, accepterede, at pengeinstitutterne i Totalkreditsamarbejdet kunnen skifte realkreditleverandør uden at miste provision på allerede formidlede lån. Det skete i et forsøg på at forsvare Nykredit mod beskyldninger om at misbruge sin dominerende stilling i det danske realkreditmarked; det sidste spørgsmål er stadig ikke endelig afklaret. Hvis Nykredit ikke passivt skal se til, at deres afgørende distributionskanal kommer under flere angreb fra konkurrencemyndighederne eller fra den direkte konkurrence, så er eneste mulighed at styrke bankforretningen, herunder eventuelt at være et oplagt sted for lokalbanker at lade sig opsluge, hvis det giver mening for ejerne og kunderne. Den tredje handler om konkurrencen om realkreditkunderne Danmark har et helt unikt realkreditmarked, hvor bankerne via deres ejerskab af realkreditinstitutterne eller i Totalkreditsamarbejdet indtægterne fra formidlingen af realkreditlån betyder, at alle danskerne har adgang til de samme billige, ensartede og likvide realkreditlån. Det er ganske unikt i verden. Adgangen til den billige realkredit går via bankerne. Det er konkurrencen mellem bankerne, som afgør konkurrencen mellem realkreditinstitutterne snarere end omvendt. Det er lige så klar erkendelse, at danske bankkunder kun flytter langsomt, så skal der alvor ske noget i styrkeforholdene mellem bankerne, vil det på kort sigt alene kunne ske ved, at det lykkes for de store banker som Danske Bank og Jyske Bank at få nogle af lokalbankerne til at udtræde af realkreditsamarbejdet om Totalkredit. Det vil kræve, at storbankerne kan tilbyde endnu bedre forhold end Totalkredit og dermed Nykredit allerede gør; det bliver ikke billigt. Den anden mulighed er, at Nykredits opkøb af Spar Nord er starten på en ny runde af bankkonsolidering oven den enorme konsolidering, som allerede er sket siden starten af 1990erne. Man kan tænke sig alt muligt som en fusion af Sydbank og Jyske Bank eller at endnu flere lokalbanker lader sig opsluge af Nykredit. Nykredits opkøb af Spar Nord fortæller, at krigen om bankkunderne er brandvarm. Selvfølgelig skal Nykredit nye opkøb først lige godkendes endeligt. Mon ikke det sker. Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervskommentator https://www.berlingske.dk/kommentar/michael-rasmussen-er-danmarks-nye-bankkonge-det-har-han-droemt-om-laenge